Eventyr i Chile

Torres del Paine National Park ligger i Torres del Payne-distriktet, Ultima Esperanza-provinsen, i Magallanes y Antartica Chilena Region, Chile. Dets officielle areal er 227.298 hektar
 
Parken blev grundlagt den 13. maj 1959 som Turismo Lago Grey National Park. To år senere blev parken navngivet Torres del Paine National Park. I dag finder parken sted i Chiles nationale system for beskyttede områder.
 
CONAF (National Corporation of Forest) administrerer området siden 1973 og har haft en permanent besættelse i parken siden 1975. Parkrangerne, kvinder og mænd, der bor i parken, er afgørende for at bevare områdets biodiversitet, deres naturlige og kulturelle ressourcer til gavn for fremtidige og nuværende generationer.
I april 1978 blev parken startet som biosfærereservat af UNESCO, og siden da tilhører den den udvalgte gruppe repræsentative områder fra verdens forskellige økosystemer.
 
I november 2013 kvalificerede webstedet virtualtourist.com fra TripAdvisor Media Group parken som den 8. verdensvidunder, efter en fire måneders konkurrence, hvor folk skulle vælge en turistdestination blandt 330 forskellige steder i over 50 lande.
 
Torres del Paine National Park har oplevet en vigtig stigning i besøgende, 115.000 om året, og er den tredje mest besøgte park i landet.
 
Parkens historie
For omkring 12.000 år siden kom den første gruppe af jægersamfund til Sydpatagonien, som senere blev kendt som Aonikenk eller Tehuelches ('Folket i Syd' på Mapudungun). Disse grupper tilhørte en tidlig menneskerace, som aldrig besatte territorier i Torres del Paine National Park, men i tilstødende områder til parken. Den ældste registrering, der indtil videre har menneskeliv inden for dette område, er 6.500 år gammel.
 
Den første eventyrer, der færdedes i disse områder, var Baqueano Santiago Zamora (1870-1890), der blev ekspert i regionen. Senere kom Ignacio Serrano Montaner (1846-1888). År senere sendte den chilenske regering Tomas Rogers (1879-1890) til området for at udforske.
 
Den første turistekspedition til Torres del Paine blev organiseret i 1879 af Lady Florence Dixie, der sammen med en gruppe venner var de første turister, der kom fra Europa for at betragte Paine-bjergkæden. Senere foretog videnskabsmændene Otto Nordenskjold (1895) og Carl Skottberg (1908) rekognosceringsekspeditioner.
 
I 1896 fik den britiske immigrerende Walter Ferrier tilladelse af regeringen til at bosætte sig på et jordstykke mellem Paine, Serrano og Grey-floderne i den nordvestlige ende af Lago Del Toro, hvor han begyndte at bygge en kvægfarm, som forblev i drift indtil 1976, hvor dets sidste ejer, Count Guido Monzino, donerede det til den chilenske stat for at blive tilføjet Nationalparken.
 
Fra 1910 til 1960 var der en stor kvægbestand i parken, hvor kvæginfrastrukturen gradvist begyndte at øge befolkningssæderne, kaldet 'Estancias', som producerede store mængder kvæg, der blev håndteret på områder, der ikke var egnet til sådanne formål.
 
Hele denne proces medførte betydelige økologiske konsekvenser i regionen, og parkens område blev primært påvirket af skovbrande som følge af rydning af land til brug i kvægavl.
 
Skaderne på landet førte til en større bevidsthed om bevaring både hos regeringen og samfundet, så i 1930 begyndte en fase af bevaring for at gøre dette sted til et beskyttet område, som folk kunne nyde.